hakun uft þir ulfuks min tuþar fraku i hafn þese þir min ioku runar at han (til) fiabutar (nu) anuoþskab (b)iþu m(arker) ufr krk [þu]þis uarþ till knarra frama [hari]aþ umkil auan f(i)aran
asmutr hiu runar þisar þair ask(autr su)mar til fulnaþar luko a uikroþins lante þo uftir sakar lonko ran er þo a urna liþ ufr ufr uf sakar auan f(i)aran
× trekiar (r)istu : runar : auk kal hiu

Efter Haakon (d.e. til Minde om Haakon) hug Ulvungs mænd Runer, da de hørte om hans Død i denne Havn. Til Pengebod for ham (eg. efter ham) maatte nu overmaade mange af Grækernes Folk lide Trældom. Med Hæder blev der hærjet, saa Knarrer (d.e. Handelsskibe) blev tagne. Holmkel vandt der rigt Bytte.
Asmund hug disse Runer og tillige Asgaut nogle. Til fulde maatte man i Landet betale for ham, som blodig faldt i Kampen, om end det var længe efter den fiendtlige Daad; thi Krigerflokken eier dog røvet Gods i Overmaal som Bod for den overmaalstore Brøde. Sakar vand der rigt Bytte.
Drenge (d.e. kjække Mænd) ridsede Runerne, ogsaa Karl hug.

Bilden visar Historiska museets gipsavgjutning av marmorlejonet från Atens hamnstad Pireus, som senare förts till Venedig. Runorna är ytterst svårlästa, och texten har tolkats på vitt skilda sätt, se de andra sidorna om Pireuslejonet. Denna tolking är Sophus Bugges (efter Erik Brate, Pireus-lejonets runinskrift, Antikvarisk tidskrift för Sverige 20:3, 1914).

Foto © Christer Hamp 2003-04-06

[ Hela statyn | Högersidan ]